Traditionen tro inviterer Øregaard Museum igen i år til tøndeslagning søndag den 19. februar kl.11.00.
Det foregår som vanligt på pladsen foran museets hovedindgang. Der vil være tønder at slå på for både små og store børn. På opfordring vil der i år også være en tønde for voksne, som gerne vil være med.
Tøndernes indhold følger også traditionen - dog ingen levende katte som i de helt gamle dage, men både lidt søde og sunde sager som præmie for det hårde arbejde. Til sidst kåres kattekonger og -dronninger på behørig vis.
Så kom i dit flotteste og mest fantasifulde udklædning og få en dejlig oplevelse her i Øregaards smukke omgivelser.
Fastelavnsboller til sultne maver og varm kakao og kaffe til de kolde næser kan købes.
Tilmelding er ikke nødvendig og det er gratis at deltage.